Opdateret: 18.juni
Kontakt
Copenhart Gallery
Carl Jacobsens Vej 16
opgang 26
DK-2500 Copenhagen Valby
Tel: 4870 5346
mail@copenhart.dk



Copenhart er åben hver
Torsdag,
Fredag og
Lørdag kl.12-17
(samt efter aftale)
Nyhedsbrev

TIlmeld dig vores nyhedsbrev
Baggrund

DERFOR COPENHART

IDEEN:

At skabe et pænt stort og moderne galleri, velegnet til formidling af solid og aktuel billedkunst, målrettet et publikum af levende mennesker i alle aldre, med ny, voksende eller veltrænet kunstinteresse. Gennem aktiv udstillingsvirksomhed og bred markedsføring af udvalgte, aktive kunstnere, at stimulere og udvikle et generelt engagement i aktuel og moderne billedkunst, herunder også at stimulere publikum til selv at købe et eller flere unikke kunstværker. Gennem salget af unik kunst at bidrage til kunstnernes indtjening, samt på sigt også finansiere galleriets drift.

 

KUNSTEN:

God kunst, der er stærk for øjet og provokerer tanken. Moderne billedkunst, der vil mere end ses og andet end fryde eller forarge. Kunst, der vokser mellem ørerne, breder sig i kroppen og ligger godt i maven. Kunst, der holder mere, end den lover. Aktuel kunst, der flytter sig – og flytter dig.

 

KUNSTSYNET:

De kloge har mange ord for tidens kunst: Den kan være ’moderne’, hedde ’samtidskunst’ og ’nutidskunst’, eller det udenlandske ’contemporary art’. For Copenhart er det korte af det lange, at vi præsenterer ny og aktuel billedkunst af nulevende og aktive kunstnere. Typisk er alle værker på en given udstilling helt friske – eller max. 12 måneder gamle.

 

Copenhart er til god, ny billedkunst. Gerne dansk, men også udenlandsk. Fortrinsvis unika i to dimensioner, fx olie eller akryl på lærred, samt i tre dimensioner, fx udført i bronze, marmor, træ, plast, granit, keramik eller stentøj. Men også unika i forskellige blandformer, herunder tegning, grafik, akvarel og collage.

 

Copenhart er ikke en kyndig formidler af videokunst, skrøbelige installationer eller kunstpolitiske proklamationer. Den billedkunst, galleriet prioriterer, kan uden videre omplantes fra galleriets beskyttede rum til boliger, institutioner og virksomheder, hvor mennesker lever og arbejder.

 

HISTORIEN:

Copenhart Gallery blev stiftet på papiret i juni 2006. I juli blev start-kapitalen skaffet, navnet beskyttet og lejemålet i den gamle Valby-fabrik (Carl Jacobsens Vej 16) indgået. I august blev de 300 kvm på 1.sal i opgang 26 ryddet for al indmad. I september blev lejemålet genopbygget – og forvandlet til et galleri, helt efter galleristens eget hoved (med stor hjælp fra arkitekt Ole Lystrup og hans håndværkere).

 

Resultatet er råt og flot: Her er gode vilkår for samtidig udstilling af op til 80 værker, typisk to-tre separate maleri-ophængninger på væggene plus en billedhugger på gulvet (podier og hylder). Her inviteres både til fredelig rundgang for de få og til folkerige ferniseringer med op til 300 gæster.

 

I sommeren 2006 drog galleristen på research for at finde kunstnere til de første udstillinger. Samt skaffe møbler, værktøj og andet udstyr til den kommende gallerivirksomhed. Til en god start gik Copenhart i samarbejde med Flemming Kassebeer og hans netgalleri.dk, som kunne bidrage med gode udstillere. Samarbejdet fortsatte hele 2007, og i alt 10 af netgalleri’s kunstnere nåede at give separat-udstillinger i Valby i løbet af disse 15 måneder. I samme periode havde Copenhart selv 24 kunstnere på programmet.

 

Fra nytår 2008 har Copenhart stået på egne ben – med egne udstillinger af de kunstnere, galleriet selv samarbejder med. Herfra begynder for alvor opbygningen af det netværk, som tegner den fremtidige profil.

MANDEN BAG

 
Niels Corfitzen: Portræt af en Valby-gallerist.
60x80 cm i olie på lærred.

Galleristen hedder Allan Knoblauch (f.1950). Han er ny i branchen, men har interesseret sig for billedkunst siden ungdomsårene sidst i 1960’erne, og også samlet sig lidt mere gennem årene, end et par bodelinger undervejs har kunnet gøre kål på.

 

Galleristen er faglært journalist med 18 års erfaring fra pressen plus 20 år som kreativ og direktør i reklamebranchen. Han er far til fire, hvoraf de tre ældste er voksne – og alle har fået interessen for billedkunst med sig. Drømmen om en dag at starte sit eget galleri er gammel, men i 2006 opstod pludselig situationen, som gjorde det rigtigt at realisere den. Siden har familien været et lille sommerhus fattigere – og et stort galleri rigere. Friværdien finansierer galleriets etablering og drift til udgangen af 2010. Da har Copenhart over 50 måneder på bagen og skulle derfor gerne have nået en omsætning, som gør forretningen selvbærende – eller ligefrem kaster noget af sig.


Desing Made by Thomas