200 UNIKKE VÆRKER AF 24 RIGTIGE KUNSTNERE
I alt bliver det til lige knap 200 originale kunstværker, de fleste i beskedne formater – og alle til overkommelige priser: fra sølle 600 kr til det 10-dobbelte.
Er du på jagt efter den unikke gave til dig selv (eller en anden, du holder af), bør du besøge det store Valby-galleri en tors-fre-lørdag mellem kl.12 og kl.17. Udstillingen ”Din hånd i min” varer til og med lørdag den 20.december 2008 kl.17.
Vel rækker et greb i lommen sjældent til at købe stor kunst af professionelle kunstnere. Men just i december kan det lade sig gøre at finde små, unikke værker, så man ikke behøver spise sine kære af med fransk undertøj, golfsko eller portvin hver eneste jul: For små penge er det muligt at finde den helt unikke – måske ligefrem kærlige – gave til rette vedkommende, hvis man både har modet og øjnene med sig:
Akkurat som i fjor byder Copenhart’s kunstnere sig her i december 2008 til med et overvældende antal nye kunstværker – knap 200 i alt – som egner sig til gavebrug mellem voksne mennesker, der vil hinandens bedste. Den fælles overskrift er ”Din hånd i min”, og prisniveauet holder sig inden for den folkelige ramme: Her findes solide gaver mellem 600 kr og det 10-dobbelte, plus nogle ganske få lidt mere kostbare.
Næsten alle værker er helt nye, og har aldrig tidligere været udstillet. En halv snes stykker er dog op til et år gamle: Det er typisk unika i lidt større formater, som de enkelte kunstnere nu kaster i grams til priser langt under det niveau, som samme har været udstillet til (i Valby eller andre steder) for et lille års tid siden. Også her er der således gode køb at gøre.
De medvirkende kunstnere er Anne Grete Thrane – Anne Juul Christophersen – Annemette Klit – Bjørn Eriksen – Bodil Krogsgaard – Doron Silberberg – Elna Christiansen – Finn Ulf Grabowski – Geert Toften – Hanne Jakobsen – Janna Kirkeby – Jonna Pedersen – Kirsten Juvik – Larissa Strunowa-Lübcke – Lars Kristian Hansen – Lene Harriet Pedersen – Lone Merete Belhage – Mariann Rasmussen – Marina Salmaso – Niels Corfitzen – Ninja Due Theuerkauf – Olga Stra – Pia Stuer Lauridsen – Rikke Ahm – Solveig Kjær – Susanne Neertoft – Terje Sandengen.
”Din hånd i min” er åben for publikum alle tors-fre-lørdage kl.12-17 til og med lørdag den 20.december 2008. Større gruppebesøg (kunstforeninger og den slags) kan arrangeres uden for almindelig åbningstid efter aftale. |