Opdateret: 18.juni
Kontakt
Copenhart Gallery
Carl Jacobsens Vej 16
opgang 26
DK-2500 Copenhagen Valby
Tel: 4870 5346
mail@copenhart.dk



Copenhart er åben hver
Torsdag,
Fredag og
Lørdag kl.12-17
(samt efter aftale)
Nyhedsbrev

TIlmeld dig vores nyhedsbrev
Har været

HVAD SKETE DER LIGE MED
SVANHOLM & PEDERSEN?


HAR VÆRET: Det står fast, at "Etikette" er en af de fem bedste kunst-udstillinger, Copenhart har lagt lokaler til. Og faktisk var Jonna Pedersens og Lars Svanholms fælles optræden nr.31 i rækken på Copenhart siden 2006, så en femteplads er flot i det gode selskab.

 

Men hvad skete? – Joh, magistrene blev hjemme, så der kom ikke en linie i de finere spalter. Lokal-tv blev forsinket, så vi heller ikke fik glæde af alle de optagelser, som ellers kom i kassen i god tid til at blive sendt først i udstillingsperioden. Og københavnerne drog på vinterferie i Jylland eller længere væk, uden at ret mange rejste modsat for at nyde Valby og hovedstadsregionen

 

Summa Summarum: Topgod udstilling, som demonstrerede Svanholm og Pedersen fra hver sin bedste og nyeste side. Rimelig god søgning omkring "Etikette" på Copenharts hjemmeside. Men ret dårligt besøg i det virkelige liv: under 300 gæster på 12 åbningsdage, altså 20-25 gæster pr.dag, hvilket er under normalen og langt fra rekorderne. – Men oplevelsen var klart positiv med lydelig  opbakning fra de fremmødte. Sjældent har så mange kvitteret så positivt for en gratis rundgang.  

 

For gratis blev det: Som kronen på værket endte "Etikette" med et uanstændigt dårligt salg, trods værker i alle størrelser og rimelige eller ligefrem beskedne priser raden rundt. Kunstnernes eksperimenter og nye motiver (Svanholm er gået fra abstrakte landskaber til malerisk bogstavleg, Jonna fra udendørs bybilleder til mærkevarerne i køkkenskabet) høstede masser af anerkendelse, men købelysten forblev skræmmende beskeden.

 

Copenhart vil mindes "Etikette 2009" for den høje kunstneriske kvalitet. Men når det kommer til den knap, der udløser handling, vil vi hellere huske de samme to kunstneres gerninger i 2008: Da solgte Jonna malerier for knap tres tusinde kroner i januar, og Svanholm for næsten samme beløb i marts. Jonna delte da Copenhart med ægtefællen og kollegaen Bjørn Eriksen, som også solgte bravt, så januar blev en fest derhjemme i Rødovre. Mens Svanholm i 2008 delte Valby-galleriet med en helt fjerde kunstner, som selv intet solgte, men dog heller ikke ødelagde hans egen succes.

SIDSTE UDKALD TIL
VINTERENS BEDSTE
KUNSTUDSTILLING

larsjonna

HAR VÆRET: En af de fem bedste kunstudstillinger i Copenharts historie. Nr.31 i rækken. Og – på mærkværdig vis – også en af de dårligst besøgte… Titlen er "Etikette", malerne hedder Jonna Pedersen & Lars Svanholm, værkerne er 86 unika af meget høj klasse, alle skabt inden for de seneste måneder. Men godnat Ole, pengene ligger i vinduet, og publikum er gået i vinterhi…

 

Du kan nå det endnu. Og tag bare kæresten med. Hvis I er glade for god billedkunst, bør I ikke snyde jer selv for denne oplevelse. Hverken Jonna Pedersen eller Lars Svanholm har nogensinde været bedre – i henholdsvis akryl og olie på lærred – end de hver især demonstrerer på netop denne udstilling. Og snart er den slut. Lørdag den 28.februar er sidste chance.

 

At der er kommet bogstaver – og kryptiske budskaber – i Svanholms landskabsmalerier, har hverken sløret udtrykket eller stemningen i hans billeder. Det er stadig smukke sager, tilmed håndteret meget personligt og originalt. – Og at Jonna er rykket hverdagslivet en god bid nærmere, skader heller ikke. Hvor hun før iagttog de spor, som menneskene havde sat sig i byens tomme gader, er hun nu trådt ind i husene, helt ind i skuffer og skabe, for at give endnu mere præcise billeder af de ting, vi omgiver os med. Gode gamle Andy Warhol ville have elsket hende for det, og ærgret sig over, at han ikke selv kunne håndtere Heinz med helt samme nerve…

FARVERIGE BRUD PÅ ETIKETTEN…

 

HAR VÆRET: Vist er Jonna Pedersen (f.1971) og Lars Svanholm (f.1953) pæne mennesker og gode kunstmalere, men når de tager fat på pensler og farver under den fælles overskrift ”ETIKETTE”, kan de hver på sin måde føje nye dimensioner til den billedverden, titlen rummer:

 

jonna  jonna  jonna
Jonna Pedersen

Jonna går til værket med vanlig stringens, tilsat den varme, personlige glød, som altid har fyldt hendes mennesketomme malerier. Men nu er det ikke de undervurderede bypartier og butiksfacader i de københavnske omegnskvarterer, hun giver nyt liv – og skønhed – i år går hun også ind i husene, endda helt ind i køkkenskabene, for at finde sine motiver. For de produkter, vi omgiver os med i husholdningen, har også en historie at fortælle.

 

Kun når der står HEINZ på dåsen, kan man få mindelser om Andy Warhols verdensberømte tomatsuppe-billedserie fra 60’erne. Jonna nøjes dog ikke med Warhols skarpe, næsten fotografiske fremstilling i glittet reklame-finish, men opretholder sin personlige vinkel, også på dåsemaden. Selvom Pedersen akkurat som Warhol har en fortid i reklamebranchen, er det hverken photoshop eller glitterstads, der giver hende perspektiv på de håndplukkede produkter fra den almindelige husholdning. I hendes optik er produkterne mere tidstypiske symboler, som både fortæller historier og skaber billeder af det virkelige liv.

 

lars     lars

lars     lars

Lars Svanholm

Lars Svanholm (f.1953) arbejder i en helt anden boldgade – for det meste i olie på lærred, men ganske ubundet af en realistisk optik. Før var det ekspressive landskaber, han gjorde det i, men nu og er det bogstaver, der er motivet, og dem lader han arte sig så forskelligt, at det iblandt kræver sin mand (m/k) at tolke budskabet. Men det ér der for den tilstrækkeligt nysgerrige, om end det i enkelte tilfælde er ligeså svært som en rebus at tyde ordene.

 

Hvilket på ingen måde forhindrer Svanholms værker i både at rumme poesi og skønhed – men for den mere ærgerrige beskuer altså også et sprogligt budskab (et navn, et begreb, en tilstand), som er en eftertanke værd.

 

”Etikette” er en stor og stærk udstilling af 86 unikke værker. Langt de fleste er malerier i næsten alle størrelser (Pedersen i akryl og Svanholm i olie på lærred), og priserne varierer her fra 5.000 til 20.000 kr. – Hertil kommer en håndfuld akvareller og en serie tuschtegninger, alle i glas og ramme, som kan købes for mellem 2.000 og 3.000 kr.

 


Desing Made by Thomas