Opdateret: 18.juni
Kontakt
Copenhart Gallery
Carl Jacobsens Vej 16
opgang 26
DK-2500 Copenhagen Valby
Tel: 4870 5346
mail@copenhart.dk



Copenhart er åben hver
Torsdag,
Fredag og
Lørdag kl.12-17
(samt efter aftale)
Nyhedsbrev

TIlmeld dig vores nyhedsbrev
Old News


COPENHARTNEWS 57

Nyhedsbrev fra Copenhart Gallery / uge 21

/ 2010 /



hjerte

Goldenberg AndersenCOPENHART FORGÅR –
MEN KUNSTEN BESTÅR


PÅ VEJ:
Om fem uger er det slut med billedkunsten i ydre Valby: Lørdag den 3.juli lukker og slukker det 300 kvm store Copenhart Gallery for sidste gang. Efter fire fantastiske år med 48 forskellige udstillinger – tilsammen med godt 4.000 værker, skabt af flere end 100 forskellige billedkunstnere.

Ja, det bliver en trist dag, så drop dén. Kom i stedet på en af de mange andre tor-fre-lørdage, hvor vi stadig har masser af god kunst og godt humør at tilbyde: Foruden den allersidste udstilling (fantastisk maleri af Daniel Goldenberg og Thomas Andersen) gennemfører vi i hele juni en slags UDSALG fra galleriets pænt store depot af mange forskellige kunstneres udvalgte værker. – Så meget som muligt skal realiseres i en fart, så her kan der gøres gode køb.

Engang var den gamle papkasse- og kapselfabrik på Carl Jacobsens Vej i yderste Valby hovedstadens bedste bud på et hipt galleri-distrikt, som snildt var en omvej værd. Det er kun to-tre år siden, at et meget stort publikum villigt drog til herud hver anden måned for at følge billedkunstens udvikling. – Men i 2008 begyndte det smarte ved Valby at ebbe ud, og da kom også Finanskrisen, der især ramte efterspørgslen på billedkunst, som jo knap kan regnes blandt folks mest basale fordringer. – Krisen tog hurtigt livet af et par gode gallerier, også i Valby, mens andre skyndte sig at flytte til mindre forhold i mere sikre distrikter inde i Københavnstrup, hvor et langt større potentielt publikum passerer forbi hver dag.

Copenhart Gallery blev i 2006 det sjette af syv i Valby – men fra 2009 var vi det eneste, der overlevede i den gamle fabrik overfor Ny Ellebjerg Station. Og nu er det snart slut for os også: Galleristens økonomiske reserver er slidt ned under nulpunktet, og de personlige ressourcer er sluppet op – herunder opbakningen på hjemmefronten. Tilsammen giver dette flere øretæver, end godt er, så beslutningen er uigenkaldelig:

Men vi slutter med et scoop af en udstilling: Daniel Goldenberg er en af kongerigets dygtigste supernaturalister. Og Thomas Andersen er en stilsikker grafiker, art director og designer, for hvem springet til billedkunsten ikke er stort, men giver løfter om en skudsikker debut i både acryl og olie på lærred…

Kom derfor trygt til verdens sidste fernisering på Carl Jacobsens Vej på torsdag den 3.juni 2010. Som altid er galleriet åbent fra kl.12, men vi byder næppe på et glas før ved 15-tiden. Og vi holder heller ikke taler. Til gengæld holder vi ud til mindst kl.18 eller 19, som søgningen nu byder os…


hjerte

VIGTIGE NOTER OM LIVET & KUNSTEN:

SIDSTE UDKALD (1)…OM KÆRLIGHED… Når din kone hver dag dresser op til jobbet – med udslået hår samt g-streng og push-up under florlette italienske gevandter – men strax ved hjemkomsten skifter til knude i nakken og forvasket Bilka-uniform (joggingsæt i 111% polyester) – er det et dårligt tegn. Det betyder enten, at du har overset hendes attraktioner alt for længe, eller at hun selv er blevet færdig med at gøre sig lækker for dig, fordi hun vader i mere fristende tilbud på sin arbejdsplads. Måske endda begge dele. Så vent ikke for længe med at tage affære, hvis hun er værd at samle på.


SIDSTE UDKALD (2)…OM EN ÆGTE SUCCES… Leif Sylvester (og hans private samlere) lagde navn og kunst til den største succes i sidste halvdel af Copenhart Gallery’s historie. Og den er endda ikke slut endnu: Vi har stadig 16 litografier og 19 store plakater på lager – alle smukt indrammede og til gode priser fra 1.000 til 4.000 kr, endda med overvægt i den billige ende (1000-2200 kr). ALT SKAL VÆK inden Sankt Hans, så der er gode kup at gøre i disse uger.

 

2

SIDSTE UDKALD (3)… TIL FERNISERING… Hvis du aldrig har været til fernisering på Copenhart, så får du den sidste chance nu – på torsdag den 3.juni, når vi åbner galleriets udstilling nr.48 – med to separate ophængninger: Den meget anerkendte københavner-maler Daniel Goldenberg viser helt ny gadebilleder plus en række andre eksempler på sin perfektionistiske billedkunst i StoreSal. Og den nok så anerkendte grafiker og art-director Thomas Andersen debuterer med sin første offentlige maleri-udstilling i Kransalen. Copenhart er åbent tor-fre-lørdage kl.12-17, men på ferniseringsdagen (fra kl.15) holder vi gerne nogle timer længere, når stemningen er til det.


SIDSTE UDKALD (4)… KOM TIL FØDSELSDAG & MUSIK… Når man er gammel nok, tæller kun de runde fødselsdage. Og sådan én rammer nu galleristen – Allan Knoblauch – som fylder 60 torsdag den 1.juli. På dagen er galleriet som altid åbent fra kl.12, men vi strækker den lidt i den anden ende: Fra kl.15 er der fødselsdags-reception for alle, som har lyst til at fejre den gamle mand – og glæde sig over den dygtige musikledsagelse, som Benjamin Koppel (sax) og hans drenge står for resten af eftermiddagen. Pengene rækker ikke til et festmåltid, men nok til lidt vådt & tørt at forlyste sig med - plus alt godt til øregangen, også først på aftenen: Her vil Benjamins lillesøster med den store sangstemme – Marie Carmen Koppel – og hendes band give et sæt eller to. Vi regner ikke med at lukke og slukke før ved 22-tiden.


SIDSTE UDKALD (5)… TIL ÅRETS TILBUD… Hvis du er til kunst på TILBUD, er det nu, det sner: Copenhart skal have ryddet hele sit private depot for håndplukket billedkunst, indkøbt i bedste mening fra 48 forskellige udstillinger gennem små fire år. Der er mange perler iblandt, som publikum aldrig har haft en chance for at vælge – men NU skal så meget som muligt realiseres, så galleristen kan indfri sin kassekredit. I alt drejer det sig om lidt over 100 unikke værker plus mindst 50 litografier og plakater m.m. – Priserne begynder under de tusind kroner, og ender fyrre gange højere. ALT SKAL VÆK inden Skt.Hans. – Men husk: Betaling skal ske kontant eller ved check. Til gengæld får du din kunst med hjem med det samme.


SIDSTE UDKALD (6)… TIL BOYSEN & TROELSØ… Inden du kaster dig ud i den allersidste udstilling kan du lige nå den næstsidste: Lørdag den 29.maj er nemlig sidste dag med de to farvestærke malerinder – Pia Boysen og Camilla Troelsø – som præsenterer hver sit univers på to gange 30 lærreder, som helt klart er et besøg værd. Og som derfor også har trukket gennemsnitlig 30 gæster om dagen til Copenhart Gallery i fire uger. Fri entré tor-fre-lørdag kl.12-17…


hjerte FRI MIG FOR FLERE NYHEDSBREVE… Du kan let slippe for copenhARTnews i fremtiden: Skriv ”nyhedsbrev nej tak” til mail@copenhart.dk, så bliver du slettet. Et ”ja tak” til samme adresse gør dig til fast modtager af 10-15 nyhedsbreve om året – med invitation til hver fernisering.



Desing Made by Thomas