FARVEL TIL EN STOR MAND

PORTRÆT/ Svend Auken døde mandag den 3.august 2009. Et stort tab for alle – og større for os, der lærte ham at kende. Selv traf jeg ham i to omgange i 1980’erne: Først fagligt i kampagner for partiet og fagbevægelsen, siden helt personligt, da Svend efter sin skilsmisse fra Bettina blev kæreste med min ex-hustru Eva, og flyttede ind i vores familie-menageri på Nyvej. Her boede vi tre husstande på hver sin etage i en herskabelig Frederiksbergvilla, som både samlede børn og voksne af skiftende ægteskaber og skabte et usædvanligt familieskab mellem os. Hvor forviklet det end kan lyde, var det aldrig kunstigt, men både regulært, varmt og velfungerende. – Selv feriedage kunne vi dele med hinanden: Vel anskaffede hver familie med årene sit eget sommerhus, men alle lå så tæt omkring Rågeleje, at vi let kunne gæste hinanden. Og gjorde det med fornøjelse.

Så solide blev årene, at end ikke senere skilsmisser – og nye ægteskaber – eller fraflyttede og nytilkomne børn kunne gøre kål på samhørigheden. Familieskabet samlede os, så langt som senere tilkomne koner, mænd og kærester kunne kapere det. – Trængte man til kammeratlig kritik, kærlig opbakning, kløgtig modsigelse, en vennetjeneste eller blot en stille stund i trygt selskab, havde vi haft hinanden så længe, at hver var til rådighed, når det krævedes.

Ind i himlene groede det dog ikke. I det nye årtusinde blev både Svend og jeg begge skilt på ny – og begge fik vi siden nye kærester, som trods megen råstyrke og store personlige kvaliteter ikke orkede at tage al fortiden med i købet. Så for os havde fællesskabet på Nyvej sin tid – og sine begrænsninger. (Men huset lever skam videre – i dag med et par i stuen og to enlige på første og anden sal. To af de fire har været med fra første færd – i 1981).

Længe før Svend flyttede fra Nyvej, tog han sit eget initiativ til familiesagaens fortsættelse: Han købte det ene af mine to små, tjærede sommerhuse ved Rågeleje – faktisk nabohuset til mine forældre, hvis selskab over hækken han satte stor pris på – og brugte det som tænketank, skrivehule, fristed og refugium, når han trængte. Sommerhuset blev hans private plet på jorden, og da han for få måneder siden blev så alvorligt syg, at han tænkte i testamente, blev det vigtigt for ham at lægge det i de bedste hænder:
Svend så for sig, at sommerhuset kunne videreføres i et ligeså familiært fritidsfællesskab som det, han lærte at kende på fuld tid på Nyvej. Ikke som et kollektiv, dertil var hans familier for længst blevet for store, men som et fælles fristed for kvinderne og børnene i hans liv. – I forventning om ikke at blive modsagt, konsulterede han netop mig om mulighederne for at realisere denne tanke, som jo ikke blot krævede et vist vovemod, men også tid og kræfter til at overbevise hver enkelt af de implicerede.

Om han lykkedes med det, ved jeg faktisk ikke. For mig er det pointe nok, at han havde ønsket det stærkt nok til at fostre ideen. Det bekræfter, at han var i harmoni med sig selv og det private liv, han havde levet, hvor omskifteligt det end kunne tage sig ud for andre. Samt at han ønskede for sine koner, børn og deres familier, at de kunne videreføre den rummelighed, han selv mestrede.

Storsindet var han også, da jeg bad ham sidde model for et portrætmaleri, som skulle udføres af den endnu relativt ukendte kunstner Niels Corfitzen. Selvom sygdommen tog fat og tiden blev knap, lykkedes det Niels at skabe et fremragende værk i olie på lærred: ”Svendestykke” hedder det – og er det. Udtaget til den store nordiske portrætudstilling på Frederiksborg Slots Museum (sommeren 2009), hvor det med stor majoritet vandt publikumsprisen søndag den 2.august, fjorten timer før Svends hjerte holdt op med at slå.
Æret være hans gerning og minde.

( Allan K, august 2009)