FARVEL TIL RUBEN

HAR VÆRET: Det var en smuk afsked, familie og venner tog med kunstmaleren Ruben Calmer, som blev begravet fra Hellig Kors Kirke på Nørrebro den 24.august 2009. Eller rettere – et ”Vi elsker dig” og ”Vi ses igen”, som de efterladte skrev på forsiden af det lille hæfte, der ledsagede den opløftende mindestund. Med et fint foto af den meget ungdommelige, smukke og livskraftige mand, som han så ud så sent som for to år siden, før han blev angrebet af den mest ondskabsfulde og uhelbredelige sclerose-type (ALS). – Det, der i begyndelsen kunne ligne en drop-fod som følge af dårligt blodomløb, og som Ruben ikke var meget for at søge læge og få undersøgt nærmere, viste sig at være begyndelsen til en altfortærende lammelse, som til sidst efterlod ham med blot tommelfingrenes, talens og tankens brug. – Kun 58 år blev han, men heraf kunne han retfærdigvis se tilbage på 56 ganske gode, som foruden en kunstnerisk karriere havde bibragt ham en børneflok, han elskede over alt andet.

Som kunstmaler var Ruben hele vejen af den livsbekræftende skole: Glad for farver, lette strøg, milde former, lyse stemninger. Naturen, menneskene og hverdagens gerninger var i fokus på de fleste af hans lærreder. Selvom han i sine helt unge år havde deltaget i nogle af de aktioner på Nørrebro, som lå i krydsfeltet mellem slumstorm og gavlmaleri (længe før ordet ”graffiti” ramte det danske sprog), blev han aldrig revolutionær nok til at undsige sin simple og solide glæde ved blot at være til.

Rubens tålmodighed rakte endda til at stifte sin egen KunstSkole, der fik til huse i samme Valby-fabrik på Carl Jacobsens Vej, som senere berømmedes for sine mange gallerier. Her gav han undervisning i tegning og maleri, både solo og til større klasser, og kombinationen af teknisk kunnen og menneskeligt format skaffede ham mange fans gennem årene. Faktisk betød han så meget for sine elever, at det ikke lykkedes for hans nok så dygtige afløsere at drive KunstSkolen videre, da stifteren helt måtte slippe taget i undervisningen i 2008.

På Copenhart var han en hyppig gæst i årene forinden. Han tog vel imod det nye Valby-galleri allerede ved åbningen i 2006, og han kiggede forbi mindst én gang om ugen for en pause og en kunstsnak, indtil sygdommen tog for hårdt fat. – Den sidste sludder havde vi på telefonen her i sommer. Når jeg nu tænker efter, tror jeg han i virkeligheden ringede for at sige farvel. ”Det er skidt”, sagde han om sin egen tilstand, og tonefaldet rummede hverken mod eller mismod. Invitationen til at besøge ham i den maskine, der holdt hans legeme i gang, lå i luften. Men i virkeligheden turde jeg nok ikke. Og få uger senere var det uigenkaldeligt for sent. Da var Ruben færdig med at planlægge sin afsked med livet på jorden. – Den blev så smuk, glad og livsbekræftende, som han kunne ønske sig. Og fortjente. (Allan K/august 2009).