MÅ VI LÅNE DIN SYLVESTER
I FEBRUAR & MARTS 2010?
Vi mangler 10-15 malerier i at have nok til en rigtig dygtig præsentation af Leif Sylvester Petersens gerning som kunstmaler i årene 1987-2009. Hvis du er den lykkelige ejer af et enkelt eller flere af Sylvesters værker fra disse år, vil vi derfor være meget glade for at kunne låne dem til den store udstilling ”SYLVESTER I FARVER”, som Copenhart Gallery præsenterer fra 18.februar til slutningen af marts 2010 i anledning af kunstnerens 70 års fødselsdag. Vi er mest interesserede i maleri på lærred, men vil også være glade for at kunne præsentere nogle få af Sylvesters skulpturer i større formater.
Send en mail til Allan Knoblauch på ak@copenhart.dk med et par ord om din Sylvester. Eller ring på enten 4870 5346 eller 3630 5346. – Vi vil selvfølgelig gerne vide så meget som muligt (maleriets titel, format, årstal, gerne også det sted og det år, du har købt det, samt den pris, du måtte betale). – Har du ligefrem et foto af maleriet, er du meget velkommen til at hæfte dette på mailen. Men det vigtigste er, at vi kan vende tilbage til dig og aftale et lille møde, som giver os mulighed for at låne og hente dit Sylvester-maleri til udstillingen i Valby.
Vi får alle forberedelser på plads i løbet af januar, og vil indsamle de lånte værker tidligt i februar, så vi kan forberede den bedst mulige præsentation af kunstnerens livsværk på lærred. Alle maleriernes ejere er naturligvis særligt velkomne til selve åbningen af udstillingen – torsdag den 18.februar kl.15 – hvor Leif Sylvester også selv deltager.
Foruden gensynet med et halvt hundrede unikke malerier, som alle er udlånt af deres private ejere, vil der på ”SYLVESTER I FARVER” også blive præsenteret et nyt litografi, som vil kunne købes på Copenhart Gallery – så langt kunstnerens signerede oplag rækker.
|